Næsten halvdelen af alle voksne kvinder lider af hallux valgus, der også er kendt som skæv storetå eller knyst. Heldigvis kan man gøre meget for at både forebygge og lindre.

Hallux valgus er en fejlstilling af storetåen, som får den til at dreje indad i retning mod lilletåen (se billede herunder)

Tilstanden er ikke farlig, men kan føre til smerter og ubehag. Det kan også være meget svært at finde sko, der er behagelige at gå i.

Generne kan forplante sig til andre dele af kroppen. Et metastudie (opsummering fra 29 videnskabelige artikler og tre fagbøger) viser, at problemer med fødderne er en sandsynlig årsag til 70 procent af kroppens muskel- og knoglegener.

Man er ikke helt sikker på, hvor udbredt det er, men enkelte studier viser, at 50 procent af voksne kvinder døjer med knyster. Tilstanden er langt mere udbredt hos kvinder end hos mænd.

Hvad er symptomerne?

Symptomerne på hallux valgus er flere end bare en synligt skæv storetå. Ofte er man øm over storetåens grundled. Man ser ofte, at leddet hæver og bliver meget markeret og udstående på fodens inderside (se billede).

Tilstanden kan også føre til smerter under foden, og man kan opleve nedsat bevægelighed i storetåens grundled og dermed et funktionssvigt, der kan komme til udtryk i en ændret gang og dårlig balance.

Mulige årsager

Man ved stadig ikke ret meget om den egentlige årsag til, at man får hallux valgus, men visse faktorer har vist sig at have en væsentlig betydning.

Brug af trangt skotøj og i særdeleshed spidse højhælede sko, som presser tåen indad. Det kan være en af forklaringerne på, hvorfor hallux valgus først og fremmest er et problem blandt kvinder. Nyere studier har imidlertid vist, at der ikke er nogen klar sammenhæng mellem højhælede spidse sko og hallux valgus.

Arv har også vist sig at spille ind i mange tilfælde, såsom arv af typiske fejlstillinger i foden, for eksempel platfodethed.  

Mange fagfolk hævder, at der kan være en årsagssammenhæng mellem overpronation og hallux valgus. Du kan læse mere om overpronation i dette blogindlæg. 

En anden mulig årsag kan være, at ledkapslen på indersiden af storetåens grundled er blevet forkortet over tid og dermed fastlåser storetåen i en forkert stilling.

Det kan du gøre selv

Ifølge opslagsværket Norsk Helseinformatikk er der flere ting, man kan gøre selv for at forebygge og lindre hallux valgus.

  • Den vigtigste behandling er at gå i brede sko med en lav hæl og god plads til tæerne.   Det er vigtigt, at skoene er behagelige at have på. Godt fodtøj lindrer ofte generne nok til, at man kan leve godt med tilstanden uden behov for kirurgi. 
  • Hvis man har et overpronationsmønster eller lider af platfodethed, bør man skaffe indlæg eller sko, som bidrager til at ændre fejlbelastninger i foden. – Det anbefales, at man strækker storetåleddet ud, så leddets bevægelighed opretholdes.
  • Polstring og indlæg mellem storetåen og tåen ved siden af kan lindre smerter.
  • Nedkøling med is, når man har gået meget, kan dæmpe betændelse og lindre ubeha.
  • Betændelsesdæmpende midler kan lindre, hvis leddet er særligt irriteret.

Kan det opereres væk?

Det er de færreste, der bliver opereret for hallux valgus, men hvis man har haft smerter længe, og intet andet hjælper, kan man overveje kirurgi.

Selvom en operation stort set altid giver gode resultater, får nogle patienter tilbagefald. Ifølge Norsk Helseinformatikk viser studier, at over 50 procent af patienterne er tilfredse efter en operation.

Meget kan korrigeres, ved at man selv gør en indsats. Se punkterne herover!

Referencer:

https://nemus.no/diagnoser/fot-og-ankel/hallux-valgushttps://www.ullevalkiropraktor.no/hallux-valgus/https://nhi.no/sykdommer/muskelskjelett/legg-ankel-fot/hallux-valgus-skjev-storta/https://www.ullevalkiropraktor.no/hallux-valgus/